Medfødte alkoholskader

Føtalt alkoholsyndrom (FAS) er fysiske skader hos barnet, som skyldes, at moderen har drukket alkohol under graviditeten.

Ifølge Sundhedsstyrelsen kan et forbrug på én genstand om dagen eller derover give skader hos fosteret. Alkohol er det farligste af alle rusmidler for et foster.

Hvilke skader og hvor alvorlige skader barnet kan få afhænger af, hvornår og hvor meget moderen drikker under graviditeten. Medfødte alkoholskader strækker sig over et bredt spektrum fra små skader til svære multihandicaps og død. Nogle skader er synlige ved fødslen, andre viser sig først under barnets udvikling og opvækst.

Det anslås, at der hvert år fødes cirka 2000 børn af mødre med stort alkoholforbrug eller et forbrug af andre afhængighedsskabende stoffer. Mange af disse børn vil få vanskeligheder gennem opvæksten og gennem resten af livet. Det er derfor vigtigt, at børnene bliver undersøgt tilstrækkeligt, så den nødvendige hjælp kan etableres.

Dokumentaren”Sårbare Sjæle” handler om unge med føtalt alkoholsyndrom (FAS). Filmen viser de alvorlige konsekvenser, som indtag af alkohol under graviditeten kan have for børn. Du kan læse mere om filmen og FAS her: www.facebook.com/saarbaresjaele

Føtalt alkoholsyndrom omfatter

  • Hjerneskade
  • Specielle ansigtstræk
  • Væksthæmning
  • Forsinkelse i mental og motorisk udvikling
  • Hyperaktivitet
  • Ændret søvnmønster
  • Spiseproblemer
  • Sprogproblemer
  • Perceptionsforstyrrelser
  • IQ gennemsnitligt mellem 60 - 89
  • Generelle indlæringsproblemer

Læs mere om føtalt alkoholsyndrom her

Børn med føtalt alkoholsyndrom har ofte, men ikke altid karakteristiske ansigtstræk med tætsiddende øjne, hudfold i inderste øjenkrog, flad og bred næserod, smalt midtansigt, glat overlæbe og smalle læber.

Da børn med føtalt alkoholsyndrom ofte er hyperaktive, fejldiagnosticeres de sommetider med diagnosen ADHD. Dermed risikerer man at overse skader på lever, nyrer og hjerte, som ville være blevet opdaget med den rette diagnose.

Kilde: Sundhedsstyrelsen