Samtalen med forældre

Samtalen med forældre

Det er svært for både fagpersoner og forældre at tale om alkoholvaner og problemer. Her kan du få råd til, hvordan man kan tage samtalen.

Derfor er det en god idé, at tale med sine kollegaer, sin leder eller en rådgiver fra kommunen, så man er mere tryg ved at skulle tale med forældrene. 

Som lærer eller pædagog står man i en dobbeltrolle, hvor man må acceptere, at forældrene kender deres børn og familie, men hvor man samtidig skal holde fast i sin bekymring for barnets skyld. For børn viser ofte tegn på, at de mistrives længe før forældrene erkender, at der er et problem, det er derfor ikke sikkert, at forældrene kan genkende din bekymring

Hvornår er alkohol et problem for barnet?

Der er tale om et alkoholproblem, når forbruget af alkohol virker forstyrrende på de opgaver og funktioner, som skal varetages i familien.  

Når de følelsesmæssige bånd mellem mennesker belastes og forstyrres af en andens brug af alkohol . 

                                                         - Frid A. Hansen, Borgestadklinikken

Sagt helt simpelt, så er det et problem, når forbruget går ud over forældreevnen.

Mødet med forældrene handler om at beskrive en bekymring og ikke om en anklage. Det handler om at beskrive en iagttagelse og fortælle forældrene, hvordan et forbrug af alkohol kan have betydning for barnet trivsel.

Eksempler på formuleringer i samtalen med forældre

”Er det i orden med dig/jer, at jeg spørger lidt ind til dine/jeres alkohol/rusvaner?”

”Det kan være svært at tale om, og du må sige til, hvis jeg går for tæt på, men…”

”Jeg ved, at nogle gange påvirkes børn, uden at forældre er klar over, at deres alkoholvaner belaster børnene. Det er vigtigt for mig, at vi taler om, hvordan det er hjemme hos jer.”

”Vi ved, at børn ofte reagerer på voksnes brug af alkohol længe før, vi voksne tænker på, at det kan være problematisk. Med det, vi har talt om i forhold til Mads, har jeg tænkt på, om hans vanskeligheder kan have sammenhæng med den måde I drikker alkohol på i jeres familie, det vil jeg gerne tale med jer om”

”Med det, jeg har fortalt jer, er jeg bekymret for Mads. Det kan være svært for mig at sige, men jeg har flere gange oplevet, at du har lugtet af alkohol, når du er kommet her. Jeg vil gerne tale med dig om Mads’ vanskeligheder hænger sammen med dine drikkevaner.”

”Jeg har bemærket, at du den sidste uge har lugtet af alkohol, når du har hentet Mads. Jeg ved ikke om Mads’ vanskeligheder hænger sammen med dine alkoholvaner, men jeg vil gerne tale med dig om det”

” Jeg kan se, at Mads bliver trist og usikker, når du henter ham og lugter af alkohol, som du har gjort i denne uge. Det er vigtigt for mig, at vi taler om, hvad dine alkoholvaner betyder for Mads!”

”Da du var her i går, oplevede jeg dig påvirket. Jeg vil gerne tale med dig om, hvad det betyder for Mads, når du drikker”
 

Læs mere om henvisning til hjælp.

Se et eksempel på en samtale med forældre.

Underretningspligt

Som fagperson har du skærpet underretningspligt: Hvis du har grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte, skal du underrette dit lokale Borgercenter Børn og Unge (BBU) ifølge Servicelovens § 153. Læs mere på www.kk.dk/bekymret.