Akutte situationer

Her kan du finde forslag til, hvad du kan gøre, hvis du står i en akut situation, hvor en forælder er påvirket.

Husk, at Den Sociale Døgnvagt kan kontaktes døgnet rundt på 33 17 33 33, hvis du har brug for hjælp.

Hvis forælderen er påvirket

Sig til forælderen, at du kan se eller lugte, at han/hun har drukket eller indtaget stoffer, og at du er bekymret for, at han skal køre i bil eller på cykel med barnet. Spørg, om du kan ringe til en anden, der kan hente barnet.

Hvis forælderen benægter at være beruset og insisterer på at køre med barnet, kan du f.eks. sige: ”Det er muligt, at du har ret, men når jeg får det indtryk, at du er beruset, er det min pligt at forsøge at forhindre, at du kører med dit barn.” Fortæl evt. at du har pligt til at ringe til politiet, hvis det sker. Spørg igen, om I ikke kan løse det på anden måde.

Hvis forælderen alligevel kører hjem med barnet, så informér din leder og kontakt politiet og/eller Den Sociale Døgnvagt. Den Sociale Døgnvagt kan tjekke, om forælder og barn er kommet godt hjem.

Følg op med en samtale med forældrene på et senere tidspunkt eller evt. en underretning.

Hvis forælderen er påvirket til et arrangement eller møde

Sig direkte, hvad du ser og oplever, f.eks.: ”Jeg kan mærke/se, at du er påvirket. Skal jeg ikke ringe efter en taxa, så du/I kan komme hjem?”

Vær rolig og fattet og løs det problem, der er her og nu. Ring evt. til Den Sociale Døgnvagt, som kan tjekke om familien er kommet hjem, og alt er okay.

Følg op med en samtale med forældrene på et senere tidspunkt eller evt. en underretning.